Jeg har lavet endnu en video med en lille og meget fin øvelse, for hofter, skuldre og øverste del af ryggen. Den føles så dejlig at lave og meget skånsom. Mange vil have fornemmelsen af at den er sådan lidt ligegyldig, men det er den overhovedet ikke! Det er ikke alt, der behøver at være hårdt, svært og udfordrende for at det giver dig noget. Betragt denne øvelse, som en bevægelighedsøvelse, der skaber smidighed og åbenhed i hele skulderleddet, rygsøjlen, brystet, nakken og hofterne. Jeg lader bevægelsen følge mit åndedræt - trækker vejret ind når jeg løfter armen frem og ånder ud, når jeg trækker den tilbage.
Se video her.
Den virker tilmed stærkt beroligende. Bare se på hunden:-))
Jeg har 5 uger tilbage af min graviditet, og det er rimelig vildt. Jeg kan mærke på min krop, at det er tungt og jeg har mest lyst til at ligge ned og give min lænd ro. Men jeg laver lidt yoga og går lidt ture meget langsomt og ikke særlig langt. Jeg får så mange sommerfugle i maven når jeg tænker på fødslen. Jeg har elsket at føde begge mine børn naturligt, men der var jo også kun 1...nu skal jeg føde 2...OMG! Misforstå mig ikke, jeg glæder mig også helt vildt! Det er jo helt utroligt hvad den krop kan, tænk at der er to små babyer, der ligger inde i mig og er blevet til to små rigtige mennesker med ører, øjne, hjerne og meget mere. Og tænk at de lige om lidt skal ud af mig i den rigtige verden. På en måde et lille mirakel!
Jeg er lykkelig for at min krop har kunne klare det og er sikker på, at det også er pga af alt det jeg prædiker - intelligent mad og bevægelse, lykkemad, antiinflammatorisk livsstil og grønt grønt grønt! Så bare se at komme igang! Også selvom du ikke skal være gravid med tvillinger:-))