Froggy
Har du ofte ondt i lænden eller i hofterne? Dette stræk åbner hofterne og der bliver skabt kæmpe smidighed og bevægelighed i hele hoften, inderlårene og lysken. Mange af vores bevægelser er meget lukkede og det er ikke tit vi åbner helt op i hoften. Den kan resultere i stivhed og nedsat bevægelighed, som igen kan resultere i smerter og ømhed. Spred benene og læg evt noget blødt under knæene. Pres brystet mod gulvet og mærk strækket.
Husk at bevægelighed er lig med frihed!
Og nu til marcipanen.
Superfood i høj potens?
Hjemmelavet marcipan er en mineral- og fedtbombe af ypperlige dimensioner. Det er jo virkelig lækkert og nemt at lave din egen marcipan. Den smager på ingen måde, som den du køber, men bare bedre, mere levende og konsistensfyldt. Og så er den uden raffineret sukker, der er udskiftet med agavesirup.
Ingredienser
200 g mandler
¾ dl agavesirup
Fremgangsmåde
Smut mandlerne. Tør dem i ovnen ved 180 grader i ca. 5 minutter (de må ikke tage farve). Lad dem køle helt af. Blend dem til mandelmel i en foodprocessor. Bland med agavesirup og ælt grundigt. Trilles til en pølse, pakkes ind i madpapir og opbevares på køl ind til, den skal bruges (i minimum nogle timer).
Spises som den er, fx med en lille valnød på toppen. Eller smelt noget mørk chokolade og kom små marcipankugler i, til de bliver helt dækkede af chokoladen. Pynt efter din smag!
Variation: Bevar skallen på mandlerne og du får en mørkere version af hjemmelavet marcipan.